Tíðindi

“Runavík er vel en messe værd.”

tórbjørn jacobsen

“Paris er vel en messe værd.” Det kendte ordsprog tilkendes Henrik den 4. af Frankrig, som var den første af Bourbonslægten der besteg kronen. Oprindelig var han protestant, men i året 1593 konverterede han, formodentlig af rationelle årsager, til katolicismen, da franskmændene nægtede at gøre en ”kætter” til konge. Hans eftermæle i det historiske lys blev, at han var en særdeles god konge, men det var det ikke blevet, havde han ikke valgt den religiøse transformation for at overtage den verdslige magt over det store land inde på kontinentet. “Paris var vel en “(katolsk)” messe værd”, især for ham og vel ligeledes for den franske befolkning.

420 år senere er vi samlede her ude i Nordatlanten, vel sagtens fordi vi er af den klare mening og overbevisning, at “Runavík er vel en messe værd.”

For dem som ikke er opvokset på disse ensomme udskær, der strækker sig mod nord i de arktiske regioner, opleves øerne i dag måske som en kopi af den skandinaviske samfunds- og velfærdsmodel, på linje med landene I forlod for få timer siden, men processen har været kortvarig. I en historisk opdatering vil jeg overfor vores udenlandske gæster påpege, at samfundet I p.t. oplever er forholdsvis nyt. I tusinde år, med landbrug og minimalt hjemmefiskeri, var der ikke økonomisk grundlag for flere end 4 tusinde mennesker på disse vindforblæste øer, som danske medier plejer at kategorisere vores land.

Folk bosatte sig der, hvor erhvervsmulighederne var optimale, så tæt på fiskepladserne som muligt, man skulle jo ro ud og hjemad igen, derfor er det ikke førend i nyere tid, at man begynder at bruge de langstrakte fjorde, som f.eks. Skålefjorden. Egentlig sker det ikke førend vi oplever ekplosionen i befolkningsvæksten for ca. hundrede år siden, da vi går igennem en gigantisk erhvervsmæssig revolution, hvor havfiskeri overalt i Nordatlanten bliver vores nye økonomiske grundlag. Skibene, der fisker i området fra New Foundland i vest og til Nowaja Semlja i øst og fra de Kanariske øer i syd og til bankerne ved Grønlands vestkyst i nord, havde behov for værn, bekyttelse og havnefaciliteter, når de kom hjem med fangsten. Vi oplever en tidobling av befolkningen på forholdsvis kort tid, og fra anden verdenskrig og fremefter begynder den virkelige konstruktion av velfærdssamfundet, sum I nu besøger og oplever. Den demografiske udvikling, der udspringer af denne metamorfose, er selvfølgelig, at folk flytter fra udkantsbygderne og bliver en del af de nye erhverv, der af rationelle, geografiske og praktiske årsager har placeret sig ved fjordene.

Et 60-70 år gammelt fotografi fra området her hvor vi nu står, overrasker de fleste. En særdeles utæt balkaniseret bebyggelse, hvor der er en halv kilometer imellem husene. Det økonomiske grundlag lyser ud af billedet, hver famile har en lille jordlod, hvor man har placeret sit hus, manden er agerbruger og fisker en del af året, og konen er mor, pædagog, dyrepasser og finansiel administrator. 60-70 år senere bor der tæt ved 4 tusinde mennesker i kommunen, og de fleste af dem er i arbejde i privat regi. Nybyggerbyen Runavík kom historisk for sent i gang til at blive en del af det offentlige administrationsmaskineri, som overvejende er konsentreret i Tórshavn, Klaksvík og Tvøroyri, og som også er en stor del af disse byers økonomiske grundlag. Og godt det samme.

Derfor er det helt naturligt, at en by som denne er med i forberedelsen af en messe som Faroexpo. En smeltedigel, hvor erhverv, industri og handel mødes og har muligheden for at netværke og lave de aftaler, der altid er nødvendige for at denne side af samfundet kan gå hånd i hånd så smertefrit som overhovedet muligt. For ni år siden var der 30 deltagere, og i dag kan vi konstatere, at Faroexpo har udviklet sig til en gedigen messe med 70 deltagere, og vi påskønner overordentlig meget jeres deltagelse, lad ingen tvivl være om det. Vi påskønner også kvaliteten i forberedelsen, som VRG-dynastiet med Simon, Rannvá og Hergeir har leveret og lad ingen tvivl være om, at vi er særdeles glade for, at de lokale handlende påtager sig et ansvar i denne anledning. Et af eksemplerne er Kulturteltet  placeret klos op ad blomsterbutikken Orkis, hvor Anette & Co. har formået at fremtrylle deres eget univers i universet, hvor man i et ugelangt koncentrat har spottet og fokuseret på de kvaliteter, der findes i erhvervet og i kulturen. For at konnekte Faroexpo-messen med samfundet uden for messeområdet besluttede Runavíkar kommune for nogle år siden at koble kulturen på projektet. Derfor er vi allerede nu halvejs igennem Kulturugen Runavík 2013, hvor I kan opleve en hel del seværdigheder, der strækker sig fra rock-koncerter til gastronomi i verdensklasse og fra kirkelig korsang til hjemmelavet brugskunst.

I samme anledning genåbnede vi det gamle mekaniske værksted, som nu er i kommunens ejerskab, for unge musikere, hvor de for fuld udblæsning kan udfolde deres talenter for interesserede tilskuere og tilhørere. Da jeg mandag aften drog til koncert med f.eks. Óvita Blues Band i Den Gule Smedie mødte jeg sågar Faroexpo-legenden Jos og hans kone i lyd og lys tumulten. De har besøgt Runavík i alle årene undtagen i 2007, da Jos sad stækket og sørgmodig i Australien, hvor han over en satelittelefon fik kontinuerlige meddelelser om, hvordan arrangementet kunne overleve uden hans fysiske tilstedeværelse.

Runavíkar kommune er sig meget bevidst om, at det private erhvervsliv i særdeleshed er vores økonomiske grundlag og ligeledes vores fremtidige mulighed. Derfor er vekselvirkningen imellem den lokale myndighed og erhvervet af tvingende nødvedighed. Udover dette faktum må vi ikke glemme, at væksten kræver andre tilbud, der skal dække folks behov i tiden der ikke bliver brugt på arbejdsmarkedet. Kulturlivet er en væsentlig faktor desangående og derudover er alle klar over, at vi mangler den vitale hotelfunktion, der gør en by til en virkelig by. Der må findes en udvej for at genopstarte hotelfunktionen vi havde, og i øjeblikket ligger nøglen i denne henseende hos en af øernes banker, som dog ikke er hovedsponsor for Faroexpo-messen. BankNordik er som bekendt hovedsponsoren.

En by, som ikke har baseret sit økonomiske grundlag på en offentlig bastion, lever på mange måder som et væsen der er nabo til en vulkan. Tilværelsen er langt mere konjunkturbestemt end i administrationsbyerne. Derfor er det livsnødvendigt at se langt ind i fremtiden og at planlægge så meget det kan lade sig gøre, for ikke at blive overrumplet totalt af tilfældige omstændigheder, der kan være over os i tide og utide.

Vi har alle hørt om sejren og tragedien ved Antarktis for næsten 102 år siden. Roald Amundsen stod for sejren. Hans forberedelse og hans seje grønlandske slædehunde var årsagen til, at han som den første nåede Sydpolen og dertil kom levende fra opdagelsesrejsen. Anderledes til gik det for englænderen Robert Falcon Scott, der tabte i konkurrencen med nordmanden, da han ville nå Sydpolen med heste, der ingenlunde var designede til det umådelige vilde terræn i området. Han døde i den sydlige isørken.

På et efterfølgende pressemøde i USA blev Roald Amundsen spurgt, om han kunne gøre rede for årsagen til, at han nu stod som vinder i kampen om Antarktis-trofæet. Han svarede kort:

Victory goes to the man<
who has made all
arrangements in advance

People call it luck !

Defeat awaits the man who
has not taken the
nescessary measures in time

That is called bad luck !

Utvivlsomt havde han ret. Sejren går som oftest til den der gør de nødvendige forberedelser i tide, og lige så sikkert er det, at de udenforstående og uforstandige kalder det held. Uheldet derimod påklæbes oftest den der ikke har taget de nødvendige forholdsregler i tide.

På vegne af Runavíkar kommune vil jeg her til slut byde jer alle sammen hjertelig velkommen til byen og til messen, som imorgen bliver skudt igang på niende år i træk. Dette skal også ses som et forsøg fra kommunens side at være på forkant med udviklingen, således at markedsorienterede udsving i samfundet ikke tager pusten fra os, bare fordi at forberedelsen ikke var god nok og ikke gjort i tide. Vi har under alle omstædigheder gjort det vi kunne for at:

“Runavík er en messe værd.”